At være eller at have - det er spørgsmålet.

Jeg synes der er mange der har fokus på at sige at det ikke hedder: 

"Jeg er maniodepressiv",

Men i stedet hedder "Jeg har en maniodepressiv lidelse".

( eller endnu bedre : "Jeg har en bipolar lidelse" )

Baggrunden er, så vidt jeg forstår, at det måske er usundt at lægge for meget identitet i en sygdom.

Jeg kan godt følge overvejelsen, men jeg synes at det kan blive et tankeløst opgør i den politiske korrektheds navn.

Jeg vil godt rejse lidt overvejelser:

1) Jeg synes, at diagnosen præger min personlighed meget, og derfor er den en del af mig
2) Jo jeg er maniodepressiv, men jeg er også meget andet, jeg er fysioterapeut, far og mand, bare for at nævne nogle sider i min identitet.
3) Jeg mener at diagnosen både bidrager med styrker og sårbarheder, jeg tænker mere på det som egenskaber end lidelse
4) Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er lettere at acceptere diagnosen når det er en del af ens person og ikke bare noget man har - jeg er fristet til at tro det er sværere at erkende og acceptere sygdommen man har

Så indtil videre forbeholder jeg mig retten til at sige:

JEG ER MANIODEPRESSIV - Og jeg er stolt!!!

Hvor starter man?

Tjah man starter vel med en begyndelse...

Der var stille i manégen, fuldstændigt stille, alle holdt vejret...
På linen som var spændt ud mellem fødsel og død dansede han.
På den ene side af linen lå afgrunden... mørket... kulden... Alle kunne mærke suget fra den.
På den anden side lå manien... flammerne... Intensiteten... Alle kunne mærke hvordan den trak  -
men alle vidste også at flammerne kunne fortære enhver.

Og linedanseren dansede.

Når en tilskuer i et øjebliks stabilitet fik tid til at trække vejret, skete det at de tænkte:
-hvad tænker linedanseren på?
-han virker så ubekymret om de to afgrunde?
-Hvorfor gør han dog dette?

Denne blog er en invitation ind i linedanserens hoved,
Vær velkommen