Viser opslag med etiketten depression. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten depression. Vis alle opslag

torsdag den 17. oktober 2013

At være eller at have - det er spørgsmålet.

Jeg synes der er mange der har fokus på at sige at det ikke hedder: 

"Jeg er maniodepressiv",

Men i stedet hedder "Jeg har en maniodepressiv lidelse".

( eller endnu bedre : "Jeg har en bipolar lidelse" )

Baggrunden er, så vidt jeg forstår, at det måske er usundt at lægge for meget identitet i en sygdom.

Jeg kan godt følge overvejelsen, men jeg synes at det kan blive et tankeløst opgør i den politiske korrektheds navn.

Jeg vil godt rejse lidt overvejelser:

1) Jeg synes, at diagnosen præger min personlighed meget, og derfor er den en del af mig
2) Jo jeg er maniodepressiv, men jeg er også meget andet, jeg er fysioterapeut, far og mand, bare for at nævne nogle sider i min identitet.
3) Jeg mener at diagnosen både bidrager med styrker og sårbarheder, jeg tænker mere på det som egenskaber end lidelse
4) Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er lettere at acceptere diagnosen når det er en del af ens person og ikke bare noget man har - jeg er fristet til at tro det er sværere at erkende og acceptere sygdommen man har

Så indtil videre forbeholder jeg mig retten til at sige:

JEG ER MANIODEPRESSIV - Og jeg er stolt!!!


onsdag den 16. oktober 2013

At holde balancen - i flere plan

Det er længe siden jeg begyndte at opfatte mig som en linedanser.
Men i lang tid var jeg kun bevidst om det ene plan...
om mani-depressions aksen
Mit mål var at holde mig stabil -
Og det er det stadigvæk.
Jeg tror at dyrker man den hypomane og maniske side af sygdommen,
så øger man også risikoen for at få den depressive,
Og det bliver sværere og sværere at kontrollere sygdommen.

Men...

Hvem gidder være normal?

Jeg er blevet bevidst om at der er en anden akse i min linedans -
Normalitet - galskabs aksen
Jeg tror galskab kan være berigende,
Kreativitet, nytænkning, impulsivitet og spontanitet,
Og ikke mindst den særegne humor der findes på en lukket afdeling.
Men også farligt...
Lidelse har det med at flette sig ind i billedet.

Så en balance mellem den kvælende normalitet,
Og så meget galskab jeg kan håndtere uden at lidelsen spiller ind.