Denne blog vedligeholdes ikke længere :-/

Jeg stiftede i 2015 min egen virksomhed InkluderFler

Jeg har 2 blogs kørende på denne hjemmeside www.InkluderFler.nu

Jeg håber I vil kigge med her istedet

Med gode hilsner

Mads Trier-Blom
aka. Linedanseren fra InkluderFler.nu

Over hækken

I sommeren 2012 besøgte en af mine ambassadør kolleger folkemødet på Bornholm.
Der var en bornholmer der henvendte sig til hende, og roste hende for at komme til klippeøen,
og bryde tabu - for det var der virkeligt brug for.

Da hun fortalte om episoden, satte jeg mig ned og skrev denne lille historie.
Den beskriver meget godt en af de vigtige grunde til at jeg holder mine foredrag.

Adam Hansen var nu kun 5 minutter fra dagens største udfordring, og han led.

Når morgenkaffen var løbet igennem maskinen om fem minutter,
ville han gå ud i haven og snakke over hækken med hans nabo gennem 15 år,
Nina Johansen, sådan som de havde gjort i snart 10 år.
På sin egen hemmelighedsfulde måde holdt han meget af hende,
og han ville gerne have at hun beundrede ham.
Hvordan skulle hun kunne beundre ham - hvis hun kendte sandheden,
hvis hun vidste at han faktisk led af Paranoid Skizofreni,
hvis hun vidste, at han, verdensmanden Adam, kun var en facade,
og at de ti minutter han dagligt måtte holde facaden,
sled så meget på ham at han efterfølgende måtte hvile sig en time.
Hvis hun vidste det… han turde ikke tænke tanken til ende.

Kaffemaskinen bibbede - det måtte overstås.

Døren lukkede sig bag hende.

Han var dog en betagende verdensmand.

Hvor ville hun ønske at hun havde hans styrke.

Men, det var en trøst at hun følte, han kunne lide hende.

Han skulle bare vide… uh, hvis han vidste det,

hun turde knap tænke tanken til ende,

Hvis han vidste at hun led af paranoid skizofreni.

At være eller at have - det er spørgsmålet.

Jeg synes der er mange der har fokus på at sige at det ikke hedder: 

"Jeg er maniodepressiv",

Men i stedet hedder "Jeg har en maniodepressiv lidelse".

( eller endnu bedre : "Jeg har en bipolar lidelse" )

Baggrunden er, så vidt jeg forstår, at det måske er usundt at lægge for meget identitet i en sygdom.

Jeg kan godt følge overvejelsen, men jeg synes at det kan blive et tankeløst opgør i den politiske korrektheds navn.

Jeg vil godt rejse lidt overvejelser:

1) Jeg synes, at diagnosen præger min personlighed meget, og derfor er den en del af mig
2) Jo jeg er maniodepressiv, men jeg er også meget andet, jeg er fysioterapeut, far og mand, bare for at nævne nogle sider i min identitet.
3) Jeg mener at diagnosen både bidrager med styrker og sårbarheder, jeg tænker mere på det som egenskaber end lidelse
4) Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er lettere at acceptere diagnosen når det er en del af ens person og ikke bare noget man har - jeg er fristet til at tro det er sværere at erkende og acceptere sygdommen man har

Så indtil videre forbeholder jeg mig retten til at sige:

JEG ER MANIODEPRESSIV - Og jeg er stolt!!!

At holde balancen - i flere plan

Det er længe siden jeg begyndte at opfatte mig som en linedanser.
Men i lang tid var jeg kun bevidst om det ene plan...
om mani-depressions aksen
Mit mål var at holde mig stabil -
Og det er det stadigvæk.
Jeg tror at dyrker man den hypomane og maniske side af sygdommen,
så øger man også risikoen for at få den depressive,
Og det bliver sværere og sværere at kontrollere sygdommen.

Men...

Hvem gidder være normal?

Jeg er blevet bevidst om at der er en anden akse i min linedans -
Normalitet - galskabs aksen
Jeg tror galskab kan være berigende,
Kreativitet, nytænkning, impulsivitet og spontanitet,
Og ikke mindst den særegne humor der findes på en lukket afdeling.
Men også farligt...
Lidelse har det med at flette sig ind i billedet.

Så en balance mellem den kvælende normalitet,
Og så meget galskab jeg kan håndtere uden at lidelsen spiller ind.

Hvor starter man?

Tjah man starter vel med en begyndelse...

Der var stille i manégen, fuldstændigt stille, alle holdt vejret...
På linen som var spændt ud mellem fødsel og død dansede han.
På den ene side af linen lå afgrunden... mørket... kulden... Alle kunne mærke suget fra den.
På den anden side lå manien... flammerne... Intensiteten... Alle kunne mærke hvordan den trak  -
men alle vidste også at flammerne kunne fortære enhver.

Og linedanseren dansede.

Når en tilskuer i et øjebliks stabilitet fik tid til at trække vejret, skete det at de tænkte:
-hvad tænker linedanseren på?
-han virker så ubekymret om de to afgrunde?
-Hvorfor gør han dog dette?

Denne blog er en invitation ind i linedanserens hoved,
Vær velkommen